Anora (2024)

Det kan være svært med høje forventninger til årets store film. Specielt når der er tale om en Guldpalmevinder, så får jeg unægtelig visse forventninger. Jeg så ovenikøbet Sean Bakers The Florida Project i sommers, som jeg synes var helt fantastisk, så jeg må indledningsvis sige at jeg nok var en lille smule skuffet over Anora. Hvilket ikke er helt fair, for det er faktisk en rigtig god film hvor Sean Baker virkelig formår at lege med forskellige genrer og stadig bevare en dybfølt omsorg for sine karakterer.

Sean Bakers filmografi er præget af et oprigtigt ønske om at skildre marginaliserede grupper med en autencitet og respekt, hvor der hverken dømmes eller bliver påtvunget en påklistret sympati. Vi ser bare de her mennesker som de er, på godt og godt og med fejl og mangler og komplekse karaktertræk, hvilket jeg holdt utrolig meget af i The Florida Project. Det kan man også i den grad mærke her med sexarbejderen Anora, som vi ikke får meget baggrundsinformation på, men der skabes en tydelig fornemmelse af at hun er et ungt menneske med en historie, med drømme, fuld af både selvtillid og skrøbelighed.

Den samme tilgang har filmen også til sine øvrige karakterer. Den russiske rigmandssøn udviser vel nok velkendte mindre sympatiske træk ved ekstremt rige personer uden hæmninger, men han er tydeligvis også bare en ung mand der med den manglende livserfaring han nu engang har, prøver at finde en form for personlig dybde til et andet menneske i al hans materielle overflod.

De tre håndlangere bidrager måske mest til det komiske islæt, hvor de dog alligevel alle vækker en vis sympati for deres situation som de tydeligvis bare vil have overstået. De er ikke rigtige “thugs”, de ønsker egentlig ikke at skade nogen og de er ikke helt stolte af hvem de egentlig arbejder for Særligt Igor er en herlig karakter, som får en yderst central rolle for Anoras udvikling gennem filmen. Hans deadpan-humor levering er spot on og dynamikken han får med Anora er fantastisk at se.

Jeg kunne egentlig rigtig godt lide hvordan filmen starter og slutter som drama, med komedie som den største midterdel. Det gjorde slutningen meget effektfuld, men jeg var dog også lidt irriteret på filmen undervejs. At se rige mennesker feste bliver hurtigt ensformigt og selvom jeg da morede mig, så trak især scenen over natten hvor de prøver at finde Ivan noget i langdrag. Det er lidt en tendens med film for tiden synes jeg, at de bliver længere end de kan bære. Der er selvfølgelig noget afvæbnede i den humoristiske stil der fungerer, men det blev også noget karikeret og jeg synes den mister lidt af sin troværdighed og autenticitet på det, som stod så enormt stærkt i The Florida Project.

Det der står tilbage for mig er en rigtig god film, der dog ikke når op på med niveau med The Florida Project og jeg forventer mig nok også lidt mere af en Guldpalmevinder.