Hjem kære hjem (2025)
Frelle Petersen er i mine øjne den mest interessante nyere danske instruktør. Alle hans film har været fantastiske små mesterværker og hans stil og udtryk er helt unikt i dansk film. Dette er hans fjerde film og der er lagt op til det er den her der skal gøre ham mere bredt set. Filmen har fået et større reklamefremstød (jeg har set plakaten på busstoppesteder) og den er nærmest garanteret et solidt billetsalg da den er med i Biografklub Danmark og den har i skrivende stund allerede solgt omkring 65.000 billetter.
Ligesom Det andet offer sætter den inddirekte fokus på arbejdspresset for det danske sundhedspersonale, ved at følge den unge hjemmeplejer Sofie der starter sit nye job med en hjertevarm idealisme, men som gradvist bliver nedbrudt af især nogle urimeligt krævende pårørende.
Igen spiller Jette Søndergaard hovedrolle i Frelle Petersens film og hun gør som altid helt uoverstigeligt brilliant med sin autentiske karisma og tilstedeværelse. Ligeledes er det imponerende hvordan Frelle igen formår at få ikke-uddannede skuespillere til at gøre det så godt, men de skal i vid udstrækning nok næsten blot spille sig selv da filmen nærmest tager form af en dokumentar. Det er dog meget klart en spillefilm med en kunstnerisk vision og filmtekniske virkemidler, hvilket på en måde får filmens “budskab” (det er egentlig ikke det rigtige ord her) til at stå meget skarpere.
Der hvor jeg synes filmen rammer rigtigt, det er den viser en virkelighed som den nu engang er, hvor vi som seer selv kan tænke videre i hvad vi vil tage med hjem. Sofie bliver fremstillet i et sympatisk lys, og der er da også et par karakterer man oprigtigt kan kalde antagonister, men det er ikke filmens ærinde som sådan at male hjemmeplejen som hverdagens helte eller det politiske system som inhumant. Det kan man selv konkludere hvis man vil.
Det der dog gør at jeg ikke synes den når helt op på samme niveau som især Onkel gjorde for mig, er at der ikke er meget element af tvivl tilbage. Man er sjældent i tvivl om hvorfor nogen nu gør som de gør, hvad de tænker og føler, eller hvor filmen er på vej hen. Hans tidligere film var enormt spændende fordi de var fyldt med tvetydighed, forvirring og overraskelser. Det er dog ikke så meget en kritik, mere en personlig smag i hvad jeg søger i film som det her, fordi det er stadig på alle måder en fantastisk film der fortjener at blive set bredt og forhåbentlig får det flere til at kigge i Frelle Petersens bagkatalog.