となりのトトロ (Min nabo Totoro) (1988)

Denne Miyazaki-klassiker har på kort tid fået en særlig betydning. Jeg så den første gang på japansk for snart to år siden og har siden set den to gange med mine børn på dansk. Det specielle er hvor grebet de to piger blev af filmen, som jo er i et helt andet fortællemæssigt tempo end moderne tv og film til børn. Og de kan ellers sagtens blive zombieficeret af diverse YouTube skrald, men den her mere end 35 år gamle film har altså stadig en magi som kan noget.

Det hjælper selvfølgelig at de både i alder og personlighed minder en smule om Mei og Satsuki, men jeg tror også den fungerer fordi den skaber en eventyrlig stemning og verden, hvor det ikke er plot eller dramatiske vendepunkter der driver værket. Filmen stiller ikke de store krav til at man holder styr på handlingsforløb eller et stort karaktergalleri. I stedet kan hver scene, ja nærmest hvert enkelt billede, fortælle en lille historie i sig selv. Den generelle stemning er gennemvædet af barnlig nysgerrighed og optimisme. Vel nok er der en underliggende potentiel sørgelig historie med deres syge mor, men der er ikke et gram ondskab eller fjendtlighed at finde nogen steder.

Det virker som om det smitter af på børnene, der måske nok kan blive lidt ængstelige enkelte steder, men ellers for det meste nysgerrigt spørger lystigt om stort og småt, samt selvfølgelig morer sig over de fantasifulde bløde fantasidyr. Busmissen især.

Selv kan jeg rigtig godt lide faderen. Han er måske ikke just et forbillede efter moderne standarder med hvor lidt opsyn han egentlig har med de to piger, men det er omvendt også det som er så inspirerende at se. Den form for uovervåget barndom hvor det at gå på opdagelse med fantasien i behold er måske nok en romantiseret fortid, men der er nu stadig noget i faderens grundlæggende indstilling overfor hans døtre jeg finder beundringsværdig.