forside

Mira (2025)

2025 har været et fantastisk år for dansk film. Jeg havde dog alligevel ikke forventet at runde året af med en fantastisk børne- ungdomsfilm sammen med min datter. Jeg har sjældent de store forventinger til de film jeg går ind og ser med børnene, og valget faldt på Mira primært på baggrund af et kort interview med hovedrolleindehaveren Ellen Edith Pultz-Hansen i Børneavisen. Heldigvis var filmen overraskende god og nok den bedste børne- ungdomsfilm jeg har set i mange år.

Mira er baseret på en bogserie skrevet af Sabine Lemire om en 12 årig pige, Mira, og i filmen følger vi hendes i den svære overgang fra barn til teenager da hun fylder 13. En udfordrende tid med omverdenens og ikke mindst ens veninders forventinger til hvad man bør have af interesser og bruge sin tid på i den alder. Mira føler sig egentlig ikke klar til at være teenager. Hun er stadig glad for at være kreativ og lege, men da en ny smart pige med en populær Instagram-profil starter i klassen, sætter det rav i hendes hverdag og relationer.

Mira

Formlen er for såvidt temmelig klassisk “coming of age”, men jeg synes filmen skiller sig markant ud ved at man meget tydeligt kan mærke det litterære forlæg. Det er ikke en social realistisk verden som sådan, dog stadig en meget autentisk skildring af de svære teenagefølelser, som stort set altid bunder i et behov for at passe ind. Selvom det handler om en pige på 13, rammer den alligevel noget næsten universelt om at lytte til sig selv først og fremmest. Det kan måske lyde som en forholdsvis banal og velkendt morale fra film henvendt til den aldersgruppe, men det synes jeg nu ikke gør den mindre universel og det er virkelig sjældent at jeg synes jeg selv har fået så meget ud af en børnefilm som denne her.

Det hjælper selvfølgelig også den er filmet på Christianshavn hvor jeg er vokset op, endda med scener filmen på min gamle skole. Hele miljøet føltes utrolig velkendt og på mange måder tidsløst, selvom telefoner og sociale medier selvfølgelig spiller en vis rolle. Jeg må også give en stor ros til alle skuespillere som hovedsageligt består af børneskuespillere på 12-14 år og for en gangs skyld er voksenrollerne ikke alt for kendte ansigter, som alle gør det godt.

En klar anbefaling til alle med børn i alderen på omkring 9 til 14.