Sult (2025)

Ditte Hansen og Louise Mieritz bryder med denne film den ellers fortærskede formel for danske romantiske dramakomedier, ved at være både langt mere seriøs om emnet og ikke mindst undlade at bruge tordenskjolds soldater af skuespillere. Det var dejligt forfriskende at se. Filmen starter ellers med at give et andet indtryk, hvor den kører lidt på klichéerne krydret med morsomme og akavede sexscener. Gradvist drejer filmen mere og mere over i seriøst drama, tangerende til det tragiske. Den modsætning strittede lidt på mig til tider, men det fungerede bedre og bedre som filmen skred frem.

Filmens force er helt klart det lidt tabubelagte emne den tager op omkring fertilitetsbehandling. Heldigvis langt mere respektfuldt og seriøst behandlet end den tumpede Bytte bytte baby. Der bliver ikke lagt fingre i mellem den uheldige uretfærdighed der ligger i at det er kvinden der skal gennemgå en hård hormonel behandling, med mange bivirkninger, selvom det egentlig er mandens sædkvalitet der er problemet.

Rosalinde Mynster spiller glimrende og med masser af nuancer i hendes karakter Mia. Hun er fyldt med tvivl og frustration, modsatrettede ønsker og en masse interne konfliktfyldte tanker. På mange måder er hun ikke specielt sympatisk. Hun gør i hvert fald mange usympatiske og irrationelle ting, uden at det alt sammen bare kan afvises som hormonelle bivirkninger. Det er dog stadig tydeligt hun er et godt menneske, der mest af alt kæmper med mangel på kærlighed til sig selv.

Selvom jeg rigtig godt kunne lide filmen, så er der en del ting der nok mest ærgrer mig, fordi jeg tror de dårlige ting primært kommer fra Netflix. Den har det velkendte Netflix-look, som måske er lidt svært at forklare, men man kender det når man ser det. Det er også tydeligt at der har været en Københavnsk turistkampagne inde over, med den måde bybilledet er filmet på. Jeg synes også hele galleriet af bifigurer blev en tand for kunstigt og utroværdigt, hvor vi lige skal have en homoseksuel bror der også kæmper med at få et barn via en rugemor, og veninden der bliver gravid for anden gang men ikke kan klare det. Det er på sin vis fint at få skildret de mange forskellige måder at kæmpe med barnløshed på, men det roder i filmens fokus som jeg synes burde have været udelukkende på Mia.

Det mest graverende er dog næsten den engelske titel - A Copenhagen Love Story. Det er svært at forestille sig noget mere intetsigende og kedeligt. Specielt når den danske titel Sult indbyder til fortolkning og refleksion, da den netop ikke umiddelbart lader sig forklare i handlingen. Filmen er stadig bestemt værd at se, men jeg tror vi kunne have fået en meget mere interessant film hvis den ikke var blevet en Netflix produktion.