The Substance (2024)
Jeg havde store forventninger til The Substance da jeg stort set kun havde hørt rosende ord om den. At det var årets vildeste og mest vanvittige film. Traileren gav også et korrekt indtryk af en stiliseret konceptfilm der ikke var bange for råbe dets pointer til alle. Helt oppe at ringe kom jeg desværre ikke, men det var ubetinget en fed biografoplevelse på trods af der kun var én anden end mig i den lille sal i Dagmar. Jeg er ret sikker på oplevelsen af denne type film vil være højnet af at blive set i en fuld biografsal, hvor man virkelig kan få skabt en særlig stemning blandt publikum.
Normalt vil jeg sige jeg klart foretrækker film der behandler sine tematikker mere subtilt og underspillet. Denne her film gør præcis det modsatte. Det er tydeligt allerede fra traileren at konceptet er en klar analogi for skønhedstandarder og hvordan kvinders status er forbundet med deres udseende i medieindustrien. Dette er ikke just nye eller specielt provokorende pointer, men der hvor filmen vinder er i den meget gennemførte stil der er lagt hele vejen igennem. Coralie Fargeat får med sin fotograf Benjamin Kračun skabt nogle billeder af kvindekroppen, som får en til at tænke over hvad det egentlig er for noget man kan lide at kigge på. Det er forførende sexet på en måde der gør det nærmest ulækkert i hvor fokus ligger henne. Den velkendte “male gaze” bliver vendt på en måde så den ikke er til at holde ud, selvom det stadig er enormt lækkert at se på.
Heldigvis bliver blikket på kvindekroppen også vendt indad. Det handler ikke bare om mediebranchens liderlige pengemænd, men mindst ligeså meget om Demi Moores karakter og hendes egen usikkerhed og hvordan det bliver formet af omverdenens forventninger til hende. Det kommer især glimrende til udtryk i scenen hvor hun forsøger at gøre sig klar til en date, som udspiller sig som en perfekt manifestering af hendes manglende selvværd.
Der var dog perioder hvor jeg synes filmen gik lidt langsomt. Hele konceptet og reglerne for the substance bliver gjort meget tydelige rimelig hurtigt, og i store træk skriver filmens plot sig selv. Man venter således til tider bare på at næste plotpunkt skal indtræffe, for selvfølgelig bliver de etablerede regler og begrænsninger brudt en efter en. Her kommer også et andet problem til syne, for når man i den grad bruger horrorgenrenes vvirkemidler og konventioner, så er det ekstra farligt hvis man ikke helt kan stole på filmens egne regler.
Der bliver gjort meget ud af at understrege “you are one”-reglen, at den unge og ældre udgave af Elisabeth er den samme person. Det bliver gentaget igen og igen. Det forventer man således får en central betydning, men i filmens sidste akt giver dette ikke rigtig mening længere synes jeg, hvor de agerer som to selvstændige væsener. Nu afslører jeg slutningen, men da de begge pludselig er vågne på samme tid og klonen ender med at dræbe originalen, så havde jeg lidt svært at se hvad meningen med at cementere “you are one” havde af betydning. Det bliver i hvert fald mere abstrakt og blendet helt sammen til sidst, når klonen kloner sig selv igen og får skabt et grotekst monster, hvor vi så til sidst ender med at Elisabeth er tilbage hvor det hele startede - på Hollywoods Walk of Fame.
I 2014 lavede Coralie Fargeat kortfilmen Reality+ der har mange ligheder med The Substance. Som i et Black Mirror-afsnit præsenteres for en nær-fremtid hvor et firma sælger en chip man kan få indoperereret i nakken, der gør at man kan se sig selv, og andre med samme chip, med et andet selvvalgt udseende. Vi følger en almindeligt udseende mand, der med denne chip skifter udseende til en fotomodel. Han får et godt øje til en kvinde ned i den lokale kaffebar, som også har ændret sig med chippen, og de begynder at date. Det hele kompliceres af at chippen kun virker i 12 timer ad gangen, og resten af historien skriver stort sig selv.
Det er for såvidt en fin lille kortfilm og sjovt at se den som en slags generalprøve på The Substance. Problematiske skønhedsidealer er tydeligvis et emne Fargeat ønsker at behandle med sine film, og det er svært ikke at være sympatisk indstillet overfor pointerne, men jeg har lidt et problem med graden af forudsigelighed i den måde hendes plots bliver konstrueret på.
Der er visse film der vokser hos en i dagene efter man har set den, og andre der blot forbliver en god biografoplevelse. The Substance var det sidste for mig. Den totalt gennemførte stil var en fornøjelse at se på, og jeg elsker hvordan den bare skruer op på 11 og aldrig stopper, men blot går i overdrive i en vild finale. Dens tematikker gav bare ikke videre stof til eftertanke og det at forsøge at skrive om den her, har fremhævet en del problemer med den.