Det nye år (2025)
Den tid på året er blevet en ny juleklassiker for mig. Da filmen udkom hørte jeg Paprika Steen i et interview i Filmnørdens Hjørne lidt i sjov sige at det kunne da være sjovt at lave en nytårsfilm også. Det er så blevet til virkelighed nu, og det er svært ikke at sammenligne de to film, da overlapper både tematisk og lidt på rollelisten.
Filmen udspiller sig over en enkelt nytårsaften hvor en gruppe venner traditionen tro holder nytårsaften hjemme hos Nomi spillet af Tuva Novotny. Hun har været gift med Martin der afgik ved døde nogle år tidligere. Jens, spillet af Anders W. Berthelsen, var bedste venner med Martin og det bliver klart i løbet af aftenen at det især er ham der holder fast i at nytår skal holdes der. Aftenen vante gang bliver der rusket op i da Nomi har fået en ny kæreste, i skikkelse af Lars Brygmann.
Ligesom i Den tid på året så forløber aftenen med diverse akavede situationer og pinlige optrin, men hvor det er tydeligt at alle i selskabet prøver at holde facaden kørende selvom de tydeligt alle bøvler med noget de ikke kan få ud. Det er tydeligt Jens savner sin ven Martin, og hans kone er ved at være lidt træt af det. Nomi kæmper tydeligvis stadigvæk med at genfinde noget normalitet i sin hverdag, og familiernes teenagere er som de nu engang er.
Der er masser af spændende dynamikker, godt skuespil og en for så vidt gribende historie der udspiller sig. Jeg ender dog alligevel lidt med en flad fornemmelse, da det bare ikke ikke fungerer 100%. Det virker lidt for konstrureret, hvor persongalleriet mere skal udfylde bestemte roller fremfor at virke som rigtige mennesker. Filmen tager også en drejning mod noget næsten eventyrligt mod slutningen, hvilket for så vidt er fint nok, da Den tid på året også havde en snert af dette. Problemet er bare at hvor den holdt sig til et lille mikrokosmos i familiens hus, så kommer vi her ned på gaden og ind i centrum af København nytårsaften. Der brister illusionen altså for mig, for det bliver meget tydeligt at der er tale om computergenerede baggrunde og omgivelser, hvor alle baggrunde er helt slørede. Det havde givet filme så meget hvis de bare havde få minutter hvor man kunne se de havde taget et lille filmhold rundt og filme lidt en rigtig nytårsaften i København.
Muligvis dømmer jeg filmen lidt for hårdt fordi jeg synes den falder lidt igennem nogle steder hvor Den tid på året ramte plet, men det er stadig en god film og langt bedre end Fædre og Mødre som jeg ikke var begejstret for. Det er nogle gode karakterskildringer, flerdimensionelle personer og på sin vis opløftende midt i alt det tragiske. Paprika Steen har selv udtalt at noget af det hun ville med de tre film, var at vise “tvunge” fællesskaber i vores liv. Først med familien symboliseret med en juleaften, dernæst de andre forældre i børnenes skoleklasse på en fælles lejrtur, og nu med en nytårsaften om venskaber man kan klamre sig til at holde fast selvom deres tid måske er oprundet. På det plan fungerer de tre film glimrende som en helhed, og jeg er spændt på hvad Paprika Steen kaster sig ud i næste gang.