Filmåret 2024

2024 blev ikke helt ligeså stort som 2023 når det kommer til film, men der er dog også mange 2024 film jeg nok først får set her i 2025. Alligevel synes jeg dog der har været mærkbart mindre “buzz” end i 2023. 2023 havde selvfølgelig også hele Barbenheimer-effekten der havde en positiv afsmittende effekt på mange andre film. Særligt Cannes-lineupet i 2023 havde rigtig mange interessante film som Perfect Days, Das Lehrerzimmer (Lærerværelset), Kuolleet lehdet (Faldne blade) og How to Have Sex. Flere af disse havde dog først biografpremiere i 2024 i Danmark. Anatomie d’une chute (Frit fald) var også en af mine største biografoplevelser i starten af 2024, som jo bekendt vandt Den Gyldne Palme i Cannes i 2023.

Hvis jeg skal se på egentlige film fra 2024, så vil jeg fremhæve biografoplevelsen med Civil War. Det er jo noget af en præmis at tage op og jeg synes egentlig Alex Garland har fundet en interessant vinkel på det. Nogen var måske skuffede over det ikke gik rigtig ind i hvordan en amerikansk moderne borgerkrig kunne udspille sig eller kom med noget bud på hvad konflikten ville opstå af, men at det handlede om journalistik i stedet synes jeg grundlæggende var en spændende vej at gå. De sidste 20 minutter var et enormt intenst audiovisuelt bombardement med en slutning der giver en dårlig smag i munden, hvor der effektivt sættes spørgsmålstegn ved journalistikkens væsen og forbindelse til statslig propaganda. Jeg har dog ikke genset den og tror heller ikke helt den vil holde ligeså godt ved gensyn. Den mister grebet med virkelighedens verden og jeg tror det mulige eftertænksomme budskab der kunne være i den går tabt i dens spektakel.

Af årets gode biografoplevelser har jeg skrevet om The Substance og Anora, men derudover vil jeg fremhæve The Wild Robot som jeg så med dansk tale sammen med ældste datter. Det var en overraskende rørende og velskrevet film. Normalt forbinder man DreamWorks med ekstremt larmende animation som Ice Age eller Madagascar filmene, men her viser de at de kan lave noget jeg ikke vil være bleg for at kalde dette årtis Wall-E eller The Iron Giant. Det er nok også en af de film der rammer lidt mere når man har fået børn, da der er en meget stærk tematik om at “flyve fra reden” (bogstaveligt talt) med flere følelsesladede scener. For ti år siden havde jeg sikkert rullet med øjnene og kaldt det for rørstrømsk, men jeg synes det fungerer uden at det kammer over.

Clint Eastwood er den instruktør og skuespiller jeg har set flest fra, så jeg havde glædet mig til at se Juror #2. Det er lidt synd den ikke fik en ordentlig biografpremiere, men så kunne man jo glæde sig over den kom direkte på Max. Det var en god film vil jeg starte med at sige. Det var dog nødvendigt at acceptere at hele setuppet var meget konstrureret til at belyse specifikke moralske dilemmaer ved retssystemet. Det samme kan man sige om 12 Angry Men, som den jo på nogen måder nærmest er et moderne remake af - dog går den andre steder hen ved at give hovedkarakteren en meget direkte involvering i selve sagen. Det fungerede bare alligevel, fordi jeg synes filmen præsenterer det meget ærligt at der er tale om en skildring af et konstrureret dilemma frembragt med det formål at seeren skal tænke over hvad retfærdighed betyder. Der er scener hvor nogen mere eller mindre siger det direkte, hvilket gjorde det klart for mig at det ikke er tiltænkt som nødvendigvis et realistisk portræt af en retssag. Når en film er ærlig om den slags, så kan jeg godt være med på det, og jeg blev bragt i en tilstand hvor jeg var oprigtigt i tvivl om de moralske udfordringer. Dog går den nok ikke over i filmhistorien som et stort retssalsdrama, men stadig et fint kapitel i Eastwoods filmografi hvor han ofte har stillet spørgsmål ved grundpillerne i det amerikanske samfund.

For at nævne et par skuffelser også, så var The Garfield Movie spild af tid. Metervare animation og en actionhistorie der bare ikke passer til katten Garfield. Han er alt for aktiv. Der er desværre langt til de hyggelige kortfilm i Garfield and Friends jeg så på dansk morgen-tv i 90’erne.

I en helt anden boldgade så sagde Love Lies Bleeding mig heller ikke rigtig noget. A24 har lavet flere af den slags horror stiløvelser, mest nævnefærdigt med Ti Wests tre film om Maxine / Pearl, som jeg heller ikke kunne se det store lys i. Den går for hårdt efter en 80’er stemning som den bare ikke rammer da det hele forbliver kunstigt og meget digitalt i udtrykket. Jeg kan egentlig godt lide når film mixer genrer, men den her er bare noget rod. Lesbisk drama, 80’er pastiche, body horror, et forsøg på en sorthumoristisk thriller ala Coen-brøderne og til dels også næsten en sportsfilm. Det blev bare uinteressant når den bare blander uden at gøre nogen af delene rigtig godt eller nyskabende.

Startende med Poor Things i biografen i starten af året fik jeg også set alle film af Yorgos Lanthimos i løbet af 2024. Han er klart en meget spændende og unik instruktør, og det er fedt at han prøver så mange forskellige ting af, men stadig har en meget genkendelig stil. En noget mere vanvittig Wes Anderson. For mig har han dog stadig ikke overgået Dogtooth, som bare var eminent i at være ubehageligt bizar og aldrig komme med et klart svar, men lod spørgsmålene stå for sig selv. Selvom hans øvrige film også dyrker det bizarre, så blev de flest andre film alligevel lidt for tydelige med deres tematikker. Mystikken røg. For at vende tilbage til 2024, så synes jeg Kinds of Kindness bare blev fjollet. Pointen med de forskellige sekvenser blev for overdrevet udtalt, og så bliver det egentlig bare kedeligt at det bliver mere og mere ekstremt.

Jeg har ikke rigtig nogen forventninger til 2025 som filmår. Oscar og Cannes er selvfølgelig interessante som events i sig selv, og de film der ender med at få opmærksomhed der plejer at være værd at se. Det bliver selvfølgelig lidt spændende at se hvad Mission Impossible ender med. Jeg er sgu også spændt på hvad F1 med Brad Pitt i hovedrollen ender med at blive for noget. En ny Rush der tager motorsporten alvorligt?